Miljø og grøn omstilling

Det konservative Folkeparti er et miljøbevidst parti. Kloden skal afleveres til vore efterkommere i bedre stand, end vi selv modtog den. Det konservative Folkeparti kalder det ”kontrakten mellem generationerne”. Økologi og grøn omstilling er derfor en meget stor sag for mig.

Vi skal værne om kommunens grønne ansigt, men naturen er ikke kun et museum. Borgerne skal også fremover kunne nyde den, og der skal fortsat kunne udøves ansvarligt erhverv i landområderne, både inden for planteavl, traditionelt dyrehold og hestehold.

Fredensborg Kommune har velfungerende bysamfund og byplaner og heldigvis også attraktive naturområder. Vi har fordel af både kystområder, byområder og landområder. Dette miljø skal sikres og forbedres. Men naturen skal ikke blot være et museum. Naturområderne skal medvirke til at give borgerne en ny energi med årstidernes skiften. Fx. ønsker jeg helt konkret den centrale, sydlige og mere kuperede del af ”Humlebæk Syd” fredet til rekreative formål”. Så får borgerne i Humlebæk garanti for garanti for rekreative områder, sådan som borgere i Kokkedal, Nivå og Fredensborg allerede har det.

Jeg mener også, at ”transportkorridoren”, der i et kilometerbredt bælte går gennem kommunen med planer om motorvej og højhastighedsjernbane, og som rammer naturområder og landsbyer, skal ophæves. Jeg siger nej til disse planer, da de vil forringe livskvaliteten for tusinder af vore borgere. Det bliver også alt for dyrt at realisere den, og der er ikke behov for den. I stedet bør der satses på udbygning af det eksisterende vejnet i Nordsjælland.

Jeg ønsker også at undgå højt byggeri i kommunen, herunder meget høje vindmøller. Størsteparten af kommunen består af fredede områder og særligt værdifulde landskaber, der omfatter vigtige biologiske, kulturhistoriske og naturmæssige værdier. Det skal gives videre til vore efterkommere helst i bedre stand, end vi modtog det. Jeg ønsker en bæredygtig udvikling i forhold til naturen og medinddragelse af borgene i fremtidens miljøudvikling. Naturen skal være tilgængelig for brugerne gennem et netværk af stier med fuld respekt for den private ejendomsret.